Er Android på vej til Touch HD?
De fleste folk i mobilverdenen spærrede nok øjnene noget op, da HTC forleden lancerede deres nye topmodel Touch HD. Det var naturligvis skærmen på 3,8 tommer og en opløsning på ikke mindre end 480 x 800 pixel, der fik de fleste til at kigge en ekstra gang på modellen. Touch HD bruger, som de fleste andre HTC-modeller, Windows Mobile som styresystem, hvilket dog ikke passer alle lige godt.
Derfor skulle HTC og T-Mobile, der i samarbejde bragte den første Android-mobil, G1, til verden, allerede nu være i gang med at lave en speciel udgave af Touch HD med Googles nye styresystem Android. Det er to anonyme kilder, der uafhængigt af hinanden har sendt tippet om den nye Android-model til sitet PhoneDog. Indmaden i G1 og Touch HD minder i forvejen meget om hinanden, så en eventuel Android-udgave af Touch HD burde ikke være helt umulig at lave for HTC.
Foreløbig er der intet officielt om en eventuel Android-udgave af Touch HD, men vi følger naturligvis med i sagen.
(Kilde: Android Community)