Er dette bøjelige telefonkoncept fremtiden
For et par uger siden skrev vi om det danske koncept Flip, som er en telefon med tre sider, hvor der er et display på alle sider.
Jeg skrev i den artikel, at der er langt mellem de spændende og innovative designsnaps på mobilscenen – en påstand, som jeg nu må tage op til revurdering.
For her til morgen faldt jeg over dette vilde koncept, som ikke ser mindre vildt ud en den trekantede sag fra Kristian Ulrick Larsen.
Flexiphone, hedder dette bøjelige telefonkoncept, som er designet af briten Philip Pearce.
Udover det helt tydeligt seje i at telefonen kan bøjes og twistes, så den ikke kommer til at ligne en pilleæske i de stramme jeans, så er dens specifikationer også af en anden verden.
Ideen med Flexiphone er nemlig, at den skal have et batteri, som kan lades op i løbet af 30 sekunder. 30 sekunder!!! For at det skal kunne lade sig gøre, vil man i teorien skulle indbygge det organiske batteri, som firmaet NEC har forsøgt at udvikle på, men som vi nok ikke skal satse på kommer i noget, der minder om mobilstørrelse i de nærmeste ti år.
Touchskærmen skal laves i et meget kraftigt og stærkt grafitmateriale, som sammen med resten af bodyet selvfølgelig skal være vandtæt. Om den vandtætte ide helt holder i forhold til det påtænkte slidetastatur er ligesom resten lidt usikkert, og det ligner da heller ikke den mest elegante løsning. Som billederne afslører, så har designeren heller ikke brugt så meget tid til at tænke på softwaren i den fleksible sag endnu, men forhåbentlig kommer det med i næste idepitch. Vi venter spændt.
Hele ideen er fed, men ud over det fleksible og slagfaste ydre og den vilde batteriide, er der stadig langt til udarbejdelse af de bøjelige indre organer, som sådan en telefon heller ikke kan komme uden om.
Tror du nogensinde et koncept som dette kan blive virkelighed?
Se flere billeder af den vilde sag her.
Kilde: Übergizmo