Er dette Lumia 920?
På onsdag holder Nokia pressemøde ved åbningen af deres egen konference Nokia World. Det har længe været ventet, at Nokia snart ville til at fremvise deres nye modeller med det meget omtalte Windows Phone 8 styresystem. Som mange andre mobilproducenter, får Nokia heller ikke helt lov til at gemme overraskelserne til deres eget pressemøde. På Twitter er der nemlig blevet lækket en række billeder, der efter sigende skulle være de kommende Lumia 820 og 920 modeller.
I fredags havde vi billeder af den nye Lumia 820, og nu er turen altså kommet til den kommende storebror.
Lumia 920 skal ifølge rygterne have et kamera, der benytter sig af Nokias PureView-teknologi, samt en skærm på 4,5 tommer med en HD-opløsning. Rygterne forlyder også, at den kommer med en dual-core processor af typen S4 fra Qualcomm.
Lillebror – eller måske storebror – Lumia 820 kommer efter sigende med en endnu større skærm, på hele 4,65 tommer. Igen vil der også her være en dual-core processor, som skulle ligge på 1,5 GHz samt understøttelse af både NFC og LTE. Heller ikke med 820 vides det med sikkerhed, hvilken opløsningen skærmen får, men det forventes selvfølgelig også, at denne bliver HD. Om LTE understøttelsen vil gælde i Danmark, ved vi heller ikke endnu.
Vi ser frem til at få be- eller afkræftet disse rygter på onsdag!
Kilde: GSMarena