Er dette Nokias første med Windows Phone 8?
Nokia World bliver afholdt i begyndelsen af næste måned, og her forventes det, at Nokia præsenterer mindst to nye mobiler med Windows Phone 8. Hidtige rygter har talt om en Lumia 910 og en Lumia 920.
Nu er der kommet et billede frem af en model, der minder en hel del om den nuværende Lumia 900 på udseendet, men som tydeligvis benytter Windows Phone 8 i stedet for Windows Phone 7.5. Modellen skal angiveligt kaldes Nokia Phi, og det kunne blive Nokias første model med Windows Phone 8.
Rygterne om Nokia Phi er endnu lidt begrænset. Den skulle dog have NFC, en dual-core Snapdragon S4-processor fra Qualcomm og mulighed for at udvide hukommelsen med microSD-kort. Derudover har den mulighed for at foretage filoverførsler gennem Bluetooth og den kommer med Internet Explorer 10 forudinstalleret.
Modellen bliver som sagt højst sandsynligt præsenteret ved Nokia World i starten af næste måned, og vi forventer at den lander i butikkerne til oktober.