Er dette Samsung Galaxy S3?

Efterfølgeren til Samsung Galaxy S2 bliver måske lanceret allerede om halvanden måned.

Er dette Samsung Galaxy S3?

Der har været en hel del rygter omkring den kommende efterfølger til Galaxy S2, og i takt med at vi kommer længere ind i året, bliver detaljerne flere og flere.

På hjemmesiden youmobile.org kan man nu se et billede, der angiveligt skulle forestille invitationen til lanceringen af Galaxy S3. Hvis den er ægte, vil telefonen blive præsenteret d. 22. maj – altså om cirka halvanden måned.

På invitationen kan man læse at det handler om Galaxy S3, og man kan desuden se et mystisk billede af bunden af en smartphone. Den ser ud til at være udført i metal og virker meget tynd. Designet ser faktisk umiddelbart utroligt lækkert ud, men det er svært at afgøre ud fra billedet.

Specifikationerne på den kommende model er ikke fuldstændig kendte endnu, men der er tale om en quad-core processor, en skærm på omkring 4,65" med en opløsning på 720p samt et højtopløst kamera på mindst 8 megapixels. Vi har tidligere lavet en opsamling af rygter omkring Galaxy S3 – den kan du finde lige her!