Er Galaxy S2 Samsungs egen Nexus S?

Nexus S har åbenlyse ligheder med Samsungs nuværende topmodel Galaxy S, men indeholder også en del nyheder. Nu lader Samsung til at være på vej med sin egen udgave af Nexus S-hardwaren.

Er Galaxy S2 Samsungs egen Nexus S?

Takket være samarbejdet med Google omkring udviklingen af Nexus S kan Samsung udmærke sig ved at have en rigtig hurtig telefon i sit sortiment. En model, der i en periode altid vil have den seneste version af Android, hvilket i sig selv er godt for Samsungs varemærke.

Prisen for at have den seneste opdatering er, at telefonens software ikke indeholder noget, der viser at det er en Samsung-mobil. Dette er altså negativt, når det gælder en producents mulighed for at skille sig fra de øvrige producenter.

Det er derfor også ganske logisk at Samsung nu er på vej til at lancere en telefon, som er mere eller mindre identisk med Nexus S, når det gælder hardwaren under det ydre, men som vil komme til at have Samsungs brugergrænseflade og programmer.

Ifølge hjemmesiden Etnews.co.kr planlægger Samsung at præsentere modellen under navnet Galaxy S2 ved Mobile World Congress i Barcelona i februar. Det skal være en telefon med et knapt så afrundet design som Nexus S samt en større skærm på 4,3 tommer. Hvis rygterne holder stik, skal der være tale om en Super AMOLED-skærm. Styresystemet forventes at være version 2.3 af Android og den vil have samme NFC-understøttelse som i Nexus S.