Ericsson Danmark afskediger yderligere 440 medarbejdere
Som led i Ericssons igangværende globale effektiviseringsprogram vil nye, væsentlige omstruktureringer i Ericsson Danmark blive gennemført. Det gælder primært udviklingsaktiviteter, men også globale service- og support-funktioner samt administration. I alt vil omkring 440 af Ericsson Danmarks i alt 1400 medarbejdere blive afskediget.
De aktuelle omstruktureringer er en del af en global koncentration af aktiviteterne inden for områderne udvikling, service og support samt administration i Ericsson.
Inden for udvikling vil hovedparten af aktiviteterne i København og Aalborg blive overført til større Ericsson-udviklingscentre i andre lande – omkring 310 medarbejdere afskediges. Der vil fortsat være udviklingsaktiviteter i Danmark – udvikling af Call Centre og managementsystemer i København samt Ericsson Diax i Struer (udvikling af telefoncentraler), Ericsson Telebit i Aarhus (Internet Protokol-udvikling) og Ericsson Microwave Systems i Vedbæk (udvikling af radiokæde-produkter).
Inden for global service og support samt administrative funktioner vil der blive afskediget 130 medarbejdere. Således vil i alt 440 af Ericsson Danmarks 1400 medarbejdere blive afskediget.
– Det er trist at skulle sige farvel til gode kolleger og dygtige medarbejdere. Men telebranchen er i dag under betydelig omstrukturering, og som andre virksomheder i branchen er vi også nødsaget til at ændre vores organisation i forhold til den langsommere verdensøkonomi. Vi tilpasser vores virksomheder overalt i verden, også i Danmark, hvor en del af vores udvikling nu overføres til de største centre inden for Ericsson, siger Conni Simonsen, administrerende direktør i Ericsson Danmark.
Ericsson Danmark har tidligere gennemført omstruktureringer som følge af det globale effektiviseringsprogram. Således måtte 80 medarbejdere forlade Ericsson Danmark i september i forbindelse med sammenlægning af salg- og marketingenhederne i de fire nordiske lande. Som tidligere annonceret forlader i alt 10.000 medarbejdere virksomheden som del af Ericssons globale effektiviseringsprogram, som blev indledt i marts måned – størstedelen af disse reduktionerne er gennemført.