Ericsson fyrer 4.000
Ericsson resultat for fjerde kvartal 2007 havnede på 7,6 milliarder svenske kroner før skat. Året før i samme periode var resultatet 12,2 milliarder svenske kroner.
Indtægterne lå på 54,5 milliarder svenske kroner, mod 54,2 milliarder svenske kroner året før. Alt sammen ifølge Ericssons kvartalsrapport.
Koncernchef, Carl-Henric Svanberg, forklarer det dårlige resultat med, at der har været en mindre efterspørgsel på netudbygning og opgraderinger på modne markeder, samtidig med at de skulle udbygge netværk i udviklingslande, hvor fortjenesten er mindre.
Ericsson tror i øvrigt ikke, at mobilsystemer til GSM og 3G vil vokse i løbet af 2008.
For at tilpasse omkostningerne til fortjenesterne har Ericsson valgt at køre et spareprogram, som i praksis vil koste 4.000 ansatte deres stilling på verdensplan. I Sverige ventes det, at 1.000 bliver fyret.
Områder som forskning og udvikling ventes at blive mindst berørt af spareplanen, mens administration og indkøb bliver blandt de hårdest ramte områder.
Ericsson har i skrivende stund 74.000 ansatte på verdensplan.