Ericsson laver turbo-3G til Intel

Intel ser ud til at ville bevæge sig ind på det mobile marked med deres såkaldte Mobile Internet Devices. Og nu skal Ericsson hjælpe med at få turbo-3G i de nye modeller.

Ericsson laver turbo-3G til Intel

Det er efterhånden et stykke tid siden, at Intel præsenterede deres idé om en såkaldt Mobile Internet Device, eller MID, der minder en del om en lige lovlig velvoksen mobiltelefon. Vi har dog stadig ikke set konceptet slå rigtig igennem, men det håber Intel på at kunne lave om på, med en ny og kraftigere platform, der går under navnet Moorestown, og skulle bygge på 45 nm-teknologi.

En hurtig platform er dog ikke nok, og derfor har Intel lavet en aftale med Ericsson om, at de skal lave turbo-3G-moduler til den nye platform, således at man kan få rigtige bredbåndshastigheder på sin fremtidige MID. Foruden turbo-3G skulle den nye platform også understøtte blandt andet Bluetooth, WLAN, mobil-tv, GPS og WiMAX.

Intel har yderligere arbejdet med at sænke strømforbruget, så en Mobile Internet Device med Moorestown skal kunne køre i flere dage mellem opladningerne.

Den nye Moorestown-platform skulle se dagens lys i de første modeller engang i 2009 eller 2010.

(Kilde: Unwired View)