Ericsson med godt regnskab trods tab
Det går slet ikke så skidt endda hos Ericsson, i hvert fald ikke hvis man sammenligner med konkurrenterne. Mens Nokia Siemens eksempelvis har mistet 12 procent af deres salg og oplever stigende tab i forhold til første kvartal sidste år, er det modsat lykkes Ericsson at få en 12 procents stigning i omsætningen og fastholde en profit i milliardklassen selv efter skat.
I første kvartal 2009 steg omsætningen til cirka 35 milliarder danske kroner, en stigning på 12 procent i forhold til samme periode sidste år. Oven i købet overstiger omsætningen for første kvartal 2009 faktisk både andet og tredje kvartals omsætning i 2008, hvor omsætningerne var i omegnen af 33,8 og 34,2 milliarder danske kroner.
Profitten efter skat blev på omkring 1,25 milliarder kroner, hvilket er en nedgang på hele 31 procent i forhold til sidste år. Her er det interessant at bemærke, at det hovedsagligt er andelen i Sony Ericsson og det nydannede platformsselskab ST Ericsson, der koster Ericsson penge.
Det er også klart fra regnskabet, at det stadig, trods et fald i likviditeten til cirka 16 milliarder kroner – blandt andet grundet en investering på 5,85 milliarder kroner i ST Ericsson – er Ericsson, der står bedst rustet til at tilføre Sony Ericsson en kapitalindsprøjtning, hvis det skulle blive nødvendigt. Og det er der efterhånden en del, der tyder på, ifølge det svenske dagblad Dagens Industri.
Endelig har Ericsson i løbet af årets første 3 måneder tegnet et antal interessante og tunge nye kontrakter. Dem, som fremhæves i kvartalsrapporten, er især en 4G/LTE-kontrakt med amerikanske Verizon og en 3G/WCDMA-kontrakt med kinesiske China Unicom.
Ifølge kvartalsrapporten vil China Unicom på rekordtid bygge verdens største 3G-netværk, og netop Ericsson kommer til at spille en nøglerolle. Mon ikke også det kan give Ericsson en solid økonomisk indsprøjtning?