Ericsson Mobile Phones nedlægges i Danmark

Ericsson Mobile Phones nedlægges i Danmark

I mandags gik joint venture samarbejdet mellem Sony og Ericsson i gang. Det var samtidig også dagen, hvor Ericsson Mobile Phones i Danmark på det nærmeste blev nedlagt. Mobil er kommet i besiddelse af korrespondance til en række forhandlere, der forklarer den nye situation.

– Det er rigtigt, at vi har orienteret forhandlerene om den nye måde at gøre tingene på, fortæller Peter Kirring, dansk direktør for Ericsson Conumer Products i Danmark til Magasinet Mobil Online. Såvel produkthåndtering som marketing bliver fremover placeret i Stockholm, hvor hele Norden samles i én afdeling. Vi bibeholder dog to key account managers i Danmark, så nedlagt er vi ikke.

Peter Kirring oplyser at der fortsat vil være et firma i Danmark og det hedder Sony Ericsson Mobile Communications International AB Branch Office Denmark.

Direktør Peter Kirring bekræfter, at det kommer til at berøre fem personer inklusive marketingchef Niklas Olesen og ham selv. Dermed er Mobil-divisionen beskåret fra næsten 20 medarbejdere til 2 medarbejdere.

– Overflytningen af alle funktionerne til Stockholm er sket pr. 1. oktober, så man kan sige, at vi nu er i en oprydningsfase.

Når forhandlerne fremover skal bestille varer, sker det via et opkald der ledes til et fælles nordisk bestillingskontor i Stockholm.

– Det er selvfølgelig trist at skulle sige farvel til dygtige og kompetente medarbejdere, og personligt ærgrer det mig også at skulle sige farvel. Men da der samtidig sker en styrkelse af back-office funktionerne, er jeg ikke i tvivl om at dette er medvirkende til at skabe en stærk og handlekraftig organisation. Vi opnår desuden betydelige stordriftsfordele ved f.eks. at håndtere markedsføring fra Stockholm, hvilket frigør midler til at øge vores position på det danske marked. Sony Ericsson”s mål er at bliver nummer 1 i verden inden for 5 år, lyder det fra Peter Kirring.