EU-flertal giver billigere mobilsnak i udlandet til sommer

Et stort flertal i EU-parlamentet har vedtaget at sænke roaming-priserne allerede til sommer.

EU-flertal giver billigere mobilsnak i udlandet til sommer

EU-parlamentet i Strasbourg skulle onsdag stemme om en ny roaming-forordning, der blev udarbejdet i sidste måned som et kompromis mellem det tjekkiske EU-formandskab og EU-parlamentets industriudvalg. Forordningen blev vedtaget med et stort flertal i dag og det betyder, at det billigere at ringe hjem fra andre EU-lande allerede til sommer.

Den maksimale gebyr for at foretage mobilopkald fra et andet EU-land bliver reduceret til 0,43 euro per minut (uden moms) og prisen for at modtage opkald sænkes til 0,19 euro fra den 1. juli 2009.

Loftet sænkes yderligere til henholdsvis 0,39 euro og 0,15 euro fra den 1. juli 2010 og et år senere, i 2011, kommer det ned på 0,35 euro for udgående og 0,11 euro for indkommende opkald.

Der kommer også et prisloft for data-roamingtjenester på 1,00 euro pr. MB fra den 1. juli 2009, 0,80 euro pr. MB fra den 1. juli 2010 og 0,50 euro pr. MB fra den 1. juli 2011.

For første gang kommer der også et prisloft for sms-beskeder i udlandet. Her må prisen maksimalt være 0,11 euro pr. besked fra den 1. juli.

Den nye forordning betyder desuden, at samtalerne skal afregnes i sekundtakt, og den enkelte telekunde kan vælge at modtage en advarsels-sms, når man har downloadet data for mere end 50 euro.