EU kritiseres for billigere udlands-sms
Efter EU’s indgreb mod roaming-takster for mobilopkald sidste år har EU-Kommissionen truet med et lignende indgreb over sms-priserne. Og nu ser det ud til, at et indgreb kan blive realitet. På et minister-rådsmøde torsdag var der opbakning fra EU’s teleministre til EU-kommissær Viviane Redings forslag om at indføre et prisloft for sms-beskeder sendt i det europæiske udland.
Denne grænse skal sættes ved 11 cent (13 cent inklusive moms) eller lige under 1 krone per afsendt besked, fortæller EU-kommissionen.
Ministerrådet mangler dog stadig at stemme for et konkret lovforslag, og derefter skal forslaget først godkendes i EU-parlamentet, inden det kan træde i kraft. Men der er udsigt til, at de nye og lavere priser for sms kan træde i kraft allerede inden næste sommer.
Det tyske brancheforbund Bitkom har allerede kritiseret forslaget og henviser til, at de mistede indtægter vil gøre det sværere for telebranchen at foretage nødvendige investeringer i infrastrukturen:
– Det er lavere end den typiske pris i indlandet på 19 cent. EU vil åbenbart helt systematisk teste, hvor meget de kan belaste erhvervslivet med prisdiktater, siger Bitkom-chef Bernhard Rohleder.
Brancheforbundet mener, at det er ulogisk, at prisen for at anvende et fremmed mobilnet i udlandet skulle være lavere end prisen for at sende sms-beskeder i hjemlandet.
Kilde: heise online