EU: Mobilpriser skal sænkes
Om EU igen bare bjæffer op om lave roaming-priser ved mobilopkald på tværs af landegrænserne, eller om de rent faktisk har tænkt sig at gøre noget ved, må tiden vise. Under alle omstændigheder skulle EU-kommissionen i morgen lancere en plan, så de europæiske mobilselskaber vil blive tvunget til at sænke roaming-taksterne. Det skriver Financial Times.
Når man bruger mobilen i udlandet, benytter man sig af ‘roaming’. At roame betyder, at man bruger et andet net end det danske for at opnå forbindelse. Roaming foregår automatisk, så mobilen selv leder efter det net, der giver den bedste dækning.
Det er generelt gældende, at den, der ringer fra Danmark til et dansk mobilnummer ikke betaler ekstra, uanset hvor i verden opkaldet går. Det er altid den udrejsende mobilejer, der betaler de ekstra omkostninger, der er forbundet med mobiltelefoni udenfor Danmark.
Roaming-prisen er den mobilpris, som man skal betale, for at bruge mobilnetværk i udlandet, og kommer altså oven i den normale udenlandstakst. Derfor kan udlandsopkald hurtigt løbe op i 15-20 kr. i minuttet.
Som sagt har EU tidligere ytret ønske om at gøre noget ved roaming-priserne, uden at det er blevet til noget, så vi ser frem til, hvad de kommer op med på onsdag, og vi følger naturligvis sagen her på mobil.