EU skal skaffe billigere udlands-telefoni
Fremtidens teleregulering i Europa blev diskuteret torsdag på et ministerrådsmøde i Luxembourg. Allerede på forhånd blev EU-Kommissionens forslag om at oprette en central myndighed for telekommunikation som supplement eller erstatning for de 27 nationale telestyrelser skudt ned. Et stort flertal af medlemslandene er imod dette forslag.
EU-Kommissionen har også ønsket at få større vetoret på teleområdet, og dette forslag er også blevet mødt med skepsis. Men der er støtte fra den danske regering. Videnskabsminister Helge Sander henviser til, at danske forbrugere betaler overpris når man ringer på tværs af landegrænserne med en almindelig telefon:
– Dette er et af de områder, hvor der er behov for “mere EU” og ikke “mindre EU”. For det er kun gennem et velfungerende indre marked, at forbrugeren kan sikres lave priser på telefoni, når man ringer hjem fra udlandet. Derfor har jeg på rådsmødet i dag bakket op om forslaget om at give Kommissionen en udvidet vetoret på dele af teleområdet. Det kan give EU nogle stærkere redskaber til at sikre konkurrencen. Der er brug for, at vi ser på alle muligheder for at skabe grundlaget for lavere priser, siger Helge Sander.
Han viser til, at det koster fem til seks gange så meget at ringe fra en almindelig fastnettelefon fra København til Flensborg i Tyskland, som at ringe fra København til Sønderborg – få kilometer derfra. Det er et symptom på den manglende konkurrence på tværs af landegrænserne i Europa, mener ministeren.
På rådsmødet var der også enighed om behovet for et initiativ, der skal sikre lavere priser for sms-beskeder, der sendes, når man er i udlandet. Sms-priserne er ikke omfattet af roaming-indgrebet sidste sommer. Efter EU sidste år tvang teleselskaberne til at sænke roaming-taksterne, er der nu fremsat en større telekommunikations-lovpakke med en række konkrete forslag.
Forslagene skal sikre større konkurrence blandt internet-udbydere, lettere adgang til teletjenester for handicappede, mere gennemskuelige priser, adgang til gratis-numre fra udlandet og lettere skift af teleudbyder, hvor man i øjeblikket skal vente 30 dage i nogle EU-lande.
Den endelige afstemning om lovforslaget i EU-parlamentet ventes at finde sted til september.