EU: Skift teleselskab på én dag
Loft over prisen på mobilopkald og sms’er på tværs af EU’s landegrænser er ikke den eneste måde, EU-bureaukratiets embedsmænd kan tilskikke sig en sjælden gevinst på goodwill-kontoen hos den europæiske menigmand.
EU-Kommissær for telekom-området Viviane Reding, der har været blandt bannerførerne for førnævnte prisloft, vil nu indføre en anden slags loft, som skal gøre livet nemmere for Europas telebrugere.
I forvejen var det EU’s fortjeneste, at man overhovedet kan flytte sit nummer til et andet selskab, påpeger telekommissæren.
Men i sin ugentlige video-tale til EU-borgerne slår hun i dag fast, at flytningen de fleste steder tager alt for lang tid. Kun på Malta og Irland er teleselskaberne vakse nok til at tilfredsstille kommissæren. Værst er det i Polen, hvor teleselskaberne først kan tage sig sammen til at lade kunden flygte med nummeret over nakken efter 38 dage, mens Italienerne i gennemsnit må vente 15 dage på at få flyttet deres telefonnummer fra et selskab til e andet.
Vivianne Reding kalder det for en “uacceptabel situation”:
– Det fordrejer konkurrencen mellem operatørerne i EU’s indre marked og det sætter borgerne i lande med mindre effektiv forbrugerbeskyttelse i en uheldig situation, erklærer Viviane Reding.
Et nyligt besøg i Hong Kong var med til at åbne kommissærens øjne. Her oplevede hun, at det kan fungere fint med nummerflyt, der effektueres i løbet af to timer.
Nu agter telekom-bossen at få reglerne i EU ændret, så noget tilsvarende kan blive praksis i Danmark og de øvrige EU-lande.
Allerede i næste uge vil Viviane Reding diskutere en-dages-loftet med EU-Parlamentet og Ministerrådet.
Herhjemme ville det absolut ikke være umuligt at overholde sådan et krav, lyder meldingen fra TDC:
– I Danmark er selskaberne blevet langt bedre end tidligere til at ordne nummerportering i en ruf. Rent teknisk er der intet, der kan hindre, at vi kan gennemføre det på 24 timer – i forvejen bruger vi ikke ret meget mere tid på det, siger Jakob Lind, projektchef i TDC Public Affairs.
TDC tolker ikke kommissærens udspil som et kommende indgreb i teleselskabernes abonnentsbetingelser, som typisk indeholder et antal måneders opsigelsesfrist.