EU tættere på aftale om pris på udlandsopkald
Det kan være dyrt at tale i mobil i udlandet. Meget dyrt endda. Det har EU villet lave om på i nogle år, og nu ser det endelig ud til, at der sker noget. EU Parlamentet er nemlig nået frem til nogle takster, som teleselskaberne i EU-landene maksimalt må kræve, når en kunde fra et andet EU-land benytter deres netværk. Taksten for at lave et opkald, mens man er i et andet EU-land, er således sat til maksimalt at være 3,68 kr./min., mens prisen for at modtage et opkald, når man roamer på et netværk i et andet EU-land, maksimalt må være 1,80 kr./min.
Aftalen er dog ikke helt på plads endnu, da bl.a. EU-medlemslandene stadig mangler at godkende aftalen. Dette sker dog formentlig i løbet af de næste par måneder.