Europæere er glade for MP3-mobiler
Telephia, der leverer informationer og tal fra mobilindustrien, afslører nolge lidt uventede tal omkring musiktelefoner i Europa og USA. Det viser sig nemlig, at vi europæere ligger langt foran amerikanerne, når det gælder musik i mobiltelefoner.
For knap to år siden var kun en procent af solgte mobiltelefoner med MP3-afspiller, både i Europa og USA. De tal ser helt anderledes ud nu. I hvert fald i Europa. I tredje kvartal 2005 var fjorten procent af de solgte mobiltelefoner til europæerne udstyret med MP3-afspiller. I USA viste tallene for tilsvarende periode kun to procent.
Af de europæere, som har købt en MP3-mobil, bruger 36 procent af dem mobilen som musikafspiller, mens det kun er otte procent af amerikanerne, der bruger MP3-mobilen, som musikafspiller.
Tallene forklares bl.a. med, at Europa har en mere avanceret infrastruktur og at det amerikanske marked stadig venter på netværk med hurtigere båndvidde til at understøtte musikdownloads.
Nokia 6230 er europæernes yndlings MP3-mobil med en andel på 26,6 procent. Samsung D500 sidder på 11,5 procent mens Sony Ericsson K700 ligger lige under 10 procent. Nokia 6630 og Sony Ericsson K750 er med på de næste to pladser med henholdsvis 7,0 og 3,7 procent.
I USA er det til gengæld Motorola, der sidder på markedet. V710 og MPX200 sidder på henholdsvis 22 og 17 procent, mens Treo 650 har 16,8 procent af markedet. Sony Ericsson Z500 og S700 har tal, der viser 7,9 og 7,6 procent.