Få dig en virtuel mobiltelefon

VMware vil ikke nøjes med at virtualisere serverne i store virksomheder. Nu skal teknikken ud til menigmand: mobiltelefonen er næste mål.

Få dig en virtuel mobiltelefon

En virtuel mobiltelefon. Det er, hvad vi kan ventes os i nær fremtid, siger firmaet VMWare.

Selskabet har kastet sig over mobiltelefoner som et helt nyt forretningsområde. Det sker med lanceringen af Mobile Virtualization Platform (MVP).

Virtualisering kan blandt andet bruges af virksomheder, som gerne vil udstyre deres medarbejdere med eet fysisk apparat, der både rummer firmatelefon og den private telefon.

Også på andre områder er der fordele: Med overgangen til åbne operativsystemer som eksempelvis Googles Android bliver håndteringen af sikkerheden til digitale rettigheder, tilladelser og betaling et nyt fokusområde, mener VMware:

– Vi kan isolere disse vigtige og fortrolige services fra operativsystemet og køre dem isoleret på en tamper-proof virtuel maskine, således at hvis det åbne miljø bliver kompromitteret, bliver de fortrolige services ikke påvirket, fortæller selskabet i en pressemeddelelse. Firmaet fremhæver også de mange forskellige funktioner, som nutidens smartphones, skal kunne, som et godt eksempel på behovet for virtualiserings-teknologi:

– Smartphones er på kort tid blevet en blanding mellem en pc og en pengepung. Smartphones kan bære individuelle applikationer, billeder, videoer, musik, e-mails, bankinfo, kreditkortinformationer og mere til. VMware MVP vil gemme personprofilen som et sæt af filer, så alle applikationer og data på telefonen kan håndteres som et sæt af filer. Folk kan dermed let flytte deres "persona" fra en enhed til en anden, lyder argumentet fra VMware.

VMware MVP, der er et tyndt lag af software, der vil blive indlejret i mobiltelefoner, som adskiller applikationer og data fra den underliggende hardware bygger på teknologi købt fra Trango Virtual Processors i oktober 2008. VMware er ejet af storagegiganten EMC.