Få din egen mobilmast i stuen

Snart kan du få din egen lille mobilmast til hjemmebrug. Men teleselskaberne vil helst kalde det noget andet.

Få din egen mobilmast i stuen

En aktuel sag fra Egedal, hvor borgmesteren fik fjernet en mobilmast fra sit nabolag, viser at der kan være stor modstand mod at få placeret en antenne i baghaven. Men teleselskaberne regner med, at antennemasterne snart vil rykke helt ind i stuen. I løbet af de næste par år vil mobiloperatørne kunne tilbyde en mini-antennestation til hjemmebrug, som reelt svarer til det, der sidder på toppen af den nærmeste mobilmast – blot i en mindre og svagere udgave.

Den lille boks skal forbedre mobildækningen indendørs, hvis den eksempelvis installeres på loftet i dagligstuen, og den skal gøre det muligt at overføre data mobilt med hastigheder op til 7 Mbps. Dermed er teknologien et alternativ til de trådløse netværk, der efterhånden findes i mange hjem.

For at komme mulige negative reaktioner i forkøbet har teleselskaberne fundet på et nyt navn til teknologien: femtocell. Boksen er på størrelse med en bog og skal markedsføres sammen med et mobilabonnement; installer boksen i hjemmet, og du er garanteret perfekt mobildækning – ihvertfald så længe du ikke bevæger dig udenfor hjemmets fire vægge.

Femtocell-boksen kobles typisk til den eksisterende internet-forbindelse i hjemmet og teknologien kan dermed sammenlignes med trådløs ip-telefoni, som allerede kan fås i dag ved at investere i f.eks. en trådløs Skype-telefon. Men forskellen er, at man kan bruge sin sædvanlige mobiltelefon med femtocell, hvorefter opkaldet så sendes videre over internettet.

Hvis ellers man kan vænne sig til tanken om at have en mini-mobilmast placeret i stuen, så er Femtocell den perfekte løsning. Det er dog her, at problemerne begynder at melde sig. For teleselskaberne skal i dag opfylde en række krav når der installeres nye antenner, der ikke mindst skal sikre at senderne ikke forstyrrer hinanden.

Det enkelte teleselskab skal desuden søge om tilladelse, når der installeres en ny antenne – som sagen fra Egedal illustrerer – og selskabet skal til hver tid kunne oplyse, hvor antennerne er placeret.

I den situation hvor millioner af mobilbrugere pludselig har antennebokse i private hjem, kan det hurtigt blive meget svært at kortlægge mobildækningen. Den enkelte kunde kan jo f.eks. tage boksen med i sommerhuset eller på ferien – måske til et område, hvor operatøren slet ikke har licens til at udbyde mobiltelefoni.

Alligevel forventer femtocell-producenter som det britiske selskab ip.access, at boksene snart vil finde vej til private forbrugere. Firmaet har netop lanceret en 3G-boks i smart design, der er rettet mod hjemmemarkedet. Selv Google har investeret i en af de største producenter af femtocell-bokse, Ubiquisys.

Hvis man skal tro analysefirmaet AFI, så vil der være op mod 70 millioner femtocell-bokse i private hjem inden 2012.

Historien slutter ikke her

Her følger vi op med den seneste udvikling. Redaktionen fandt det relevant at følge op på temaet. 30/11/1999 gik vi videre med en artikel omkring temaet IP-telefoni til Sony Ericssons smartphonesKlik her for at læse artiklen.. Seneste nyheder om Mobiltelefoni ser du her..