Få reklamerne ned i egen lomme
Nu skal vi til at vænne os til at surfe rundt på mobilen badet i annoncer af den ene eller anden art. I første omgang er der tale om tekstannoncer, der vil have samme funktioner som computerens annoncer, dog med færre ord, så de bedre er tilpasset mobilens format.
– Google Mobile Ads vil gøre det muligt for skandinaviske og finske annoncører at udvide deres marketing indsats på en økonomisk fornuftig og særdeles effektiv måde. Samtidig får brugerne relevante annoncer når de er på farten, på det tidspunkt de ønsker, inden for få sekunder, hvor de rent faktisk har brug for informationerne, siger Googles direktør for Finland og Sverige, Petri Kokko.
De forskellige features der tilgodeser annoncøren, vil blandt andet gøre det muligt at kunne styre sine egne annoncer og etablere egne websider tilrettet mobilen via programmet AdWords Business Pages. Annoncøren skal bare logge ind på deres AdWords konto, hvorfra teksten kan administreres og ændres.