Få Tour de France med på mobilen
Når Tour de France starter fra Rotterdam i Holland i morgen, vil Telenor-kunder have mulighed for at holde sig opdateret om løbet live på mobilen via TV2 og TV2 Sputnik. Her vil kunderne kunne få gratis streaming af Mobil TV i 30 dage, hvorefter det koster 99 kroner om måneden med gratis datatrafik inkluderet.
Mobilapplikationen "TV2 Tour de France" tilbydes desuden i partnerskab mellem Telenor, HTC og Tv2. Programmet kan hentes til både Android og iPhone, og byder på skriftlige opdateringer om dagens etape, nyheder om Touren, interviews med de mange ryttere og fakta omkring bl.a. etaper, stilling og trøjerne.
Peter Berg, der er markedsdirektør hos Telenor i Danmark, er ikke et sekund i tvivl om at TV på mobilen bliver en succes og at begivenheder som Tour de France ofte er med til at give flere kunder på Mobil TV:
– "Tv på mobilen står foran et gennembrud nu, hvor lav pris, stor båndbredde, større skærme på mobilerne samt aftaler med de store tv-stationer går op i en højere enhed," fortæller Berg i en pressemeddelelse.