Få vejkort ned i din mobiltelefon

Få vejkort ned i din mobiltelefon

En moderne Nokia-mobiltelefon og en Bluetooth GPS-modtager. Det er alt, som skal til, for at du nu kan bruge din mobiltelefon som vejfinder.

Det danske firma Euman har sammen med Aalborg Universitet udviklet LifePilot, som det nye system hedder.

Ideen er, at man via GPRS henter kortdata ned til mobiltelefonen. Det skal være en en Symbian 60-baseret telefon, typisk en Nokia 3650 eller 7650. Og fordi telefonen er forbundet med en GPS-modtager, så kan man helt præcis vise, hvor man er på et kort i telefonen.

Disse data kan bruges til at finde vej eller blot vise, hvor man er.

Du henter altid automatisk de allernyeste, opdaterede adresser, stednavne og landkort direkte fra Kort&Matrikelstyrelsen. Og det sker altså uden, at du skal have alle data liggende i telefonen. De hentes direkte via GPRS, når du har brug for dem.

LifePilot indeholder forskellige kort lige fra gadekort, hvor du kan se de enkelte huse og gadenavne over topografiske kort med bygninger, skove, veje, åer til deciderede færdsels- og oversigtskort målrettet til bilisten. LifePilot indeholder endda historiske kort, så du kan se hvordan Danmark så ud i 1800-tallet, der hvor du befinder dig.

Det koster 499 kroner om året at bruge programmet og få adgang til Kort&Matrikelstyrelsens data via GPRS. Herudover skal man også købe en GPS-modtager (Bluetooth) til omkring 2.500 kroner.