Få Windows på håndleddet
Vi har endnu ikke set nogle gå rundt med en mobil indbygget i deres armbåndsur, men noget tyder på, at der er et marked for det. I hvert fald har vi på det seneste set et væld af nye armbåndsmobiler fra forskellige producenter. Og denne gang er det så EPOQ’s tur til at fremvise deres bud på en sådan mobil.
EPOQ’s nye armbåndsmobil har faktisk nogle ganske gode funktioner størrelsen taget i betragtning. Ud over at remmen er lavet af alligatorskin, skulle den blandt andet bruge styresystemet Windows CE 5.0 – det vil sige mobilen bruger den samme kerne som Windows Mobile 6, men dog med en anden brugerflade. Derudover er der også indbygget mp3-afspiller, plads til microSD-kort og et kamera på 1,3 megapixel. Skærmen er på 1,45 tommer, og er trykfølsom, ligesom der også er WLAN indbygget i modellen. Der er desuden installeret blandt andet Skype og MSN på mobilen allerede fra starten.
Den præcise specifikationsliste er dog ikke helt på plads, så nogle af funktionerne kan muligvis blive ændret. Er du alligevel interesseret kan armbåndsmobilen købes for ca. 3.000 kroner på linket herunder.