Fagre nye verden
I fredags blev jeg ringet op fra Jyllands-Posten. En journalist, der til daglig beskæftiger sig med plader var ved at skrive en artikel om, hvordan fremtiden bliver for pladebranchen. Han havde i forvejen talt med de tungedrenge fra musikindustrien og med Mads Eriksen fra Nokia omkring 5510. Egenlig ville han blot have en vurdering af Nokia 5510 til sin artikel. Han havde nemlig hørt fra pladebranchen, at man så sandelig havde set skriften på væggen, og var klar til at sadle om. I fremtiden skulle musikken ikke kun sælges via cd”ere, men også via mobiltelefonen. Pladeselskaberne er klar til at opstille bokse hos forhandlerne, hvor man kan downloade den nye musik.
Det fik mig til at sige, at så havde de stadig ikke forstået noget som helst af det at være mobil. Fremtidens salg af musik, kommer for mig at se til at foregå på flere måder. Men den vigtigste måde – et system, hvor der ligger mio. begravet – er ved at tilbyde musikken til folk, ligegyldigt hvor de er. Man kommer gående og ser en plakat med Eye Q. På plakaten står en kode til den nye single. Med en SMS-besked med koden til et telefonnummer, får man øjeblikke senere sendt singlehittet direkte til mobilen. Ikke noget med at man stadig skal ned i forretningen. Længe inden man er nået frem til butikken, har man fundet ud af, at man ikke har råd alligevel, eller har brugt pengene på noget andet.
Mobil betyder mobil. Fidusen ved at være mobil i alle afskygninger betyder, at man kan klare tingene på mobilen, når man er mobil. Tænk, hvis man skulle ned i mobiltelefonforretningen for at købe et logo eller en ringetone…….
Mange hilsener
Brian Dixen
Chefredaktør Mobil