Farcen om Coop Mobil
Det kunne umiskendeligt minde meget om et gammeldags dansk lystspil. Men i virkeligheden snakker vi om benhård forretning. Coop Danmark kunne i dag oplyse, at fra på mandag åbner de et nyt teleselskab op, kaldet Coop Mobil, som skal tilbydes til detailkædens kunder.
Men ved opstart af sådanne selskaber, og ikke mindst i disse internet-tider, plejer det at være god kutyme og kundeforståelse, også at købe et tilsvarende domænenavn på nettet. Af uransaglige årsager er det enten forbigået eller også har Coop helt ferie-overset, at købe domænenavnet Coopmobil.dk eller coop-mobil.dk.
Det øjnede Bibob-stifteren Frank Rasmussen, der samtidig også er én af de nærmeste konkurrenter til det nye selskab, og købte fluks begge domænenavne på internettet. Men han siger selv, at det ikke er for at kræve penge af selskabet.
– Jeg er jo ikke nogen net-pirat. Jeg vil da forære dem domænet, som en ‘Velkommen til konkurrencen’-gave. Men det er da en spændende måde, at starte et nyt selskab op, siger Frank Rasmussen skælmsk.
Samtidig er han ikke sen til at sætte spørgsmålstegn ved Coop Mobils priser, der efter Franks mening ligger højt i forhold til Bibobs priser.
– Altså minut-taksten ligger 50 procent højere hos Coop end hos Bibob og sms-prisen er hele 300 procent højere. Så hvis kunderne mener, at det er værd at give så meget mere for et produkt, så kan vi da godt kalde det nævneværdig konkurrence, proklamerer Frank Rasmussen.
Coops priser ligger på 99 øre i minuttet for tale og sende en sms koster 25 øre. Til sammenligning er Bibobs priser 1 øre per sekund for tale og 8 øre for en sms.
Det har ikke været muligt at få Coop i tale i skrivende stund, men vi vil følge op på sagen, så hold øje med en opdatering.