Fashion i mobilen

Fashion i mobilen

Nokia 7370 kommer i to forskellige og anderledes farver. Væk er de sorte og sølvgrå farver, der normalt indrammer dagens mobiler. Når det handler om mode, skal man være ude, hvor ingen andre er. Og det er den klædelige 7370. I bløde jordfarver kan du få den enten med striber eller i en blomsterversion.

Når Nokia 7370 er klappet sammen, er der ingen taster at trykke på. En blød afrunding i bunden gør sit arbejde i hånden. Den føles dejlig og nem at håndtere. Så snart man vil have den åbnet, skal man bare trykke let på siden af den, hvorefter den springer ud med et sæt. Der kan selvfølgelig sættes flere forskellige åbne-lyde, så man til sidst kan blive helt sindsyg. Fordi åbne-mekanismen er af en virkelig afhængig karakter, akkurat som når folk sidder med en kuglepen. Mekanismen gør således også at den er nem at åbne med en enkel hånd. Et problem som den vridbare Sony Ericsson W550 led lidt under.

Skærmen er virkelig en lækkerbisken af QVGA-kvalitet. Den viser utrolig flotte farver, der kommer til sin ret i menuerne. Hovedmenuen er delt op i rækker, så du hurtigt kan få et overblik. Tasterne er af blødt materiale, så det er en fryd at skrive på mobilen.

Desværre har Nokia 7370 kun det forældede 1,3-megapixelkamera, men gør det godt igen med 3D-lydeffekter, der eftersigende skulle give en utrolig lyd, når man holder mobilen foran ansigtet.

Som set på andre mobiler sidder der ligeledes en kameraknap på siden af mobilen, så man automatisk kommer til at holde mobilen, som et almindeligt digitalkamera, når der skal tages billeder.

Nokia 7370 er virkelig en mobil man skal holde øje med. Den skulle nok blive en sællert alene på sit lækre ydre. Prisen for modedyret skulle ligge på ca. 2200 kroner og være ude på markedet i løbet af første kvartal.