Fennec ude i ny alphaudgave
Mozillas arbejde med en mobil udgave af den populære Firefox webbrowser har resulteret i en masse spændende ting og sager, og man kan roligt sige at Mozilla ikke har ligget på den lade side. Nu er de så klar igen, denne gang med den såkaldte Alpha 2-version af Fennec.
Den nok største forbedring i Alpha 2 er den forbedrede ydelse, som skal gøre det hurtigere og lettere at navigere rundt på store hjemmesider. Understøttelse af tilføjelsesprogrammer er også blevet forbedret, og der er ligeledes blevet rettet en del mindre fejl. Derudover praler Mozilla med også at have forbedret det visuelle aspekt i form af et nyt tema, og ved at have øje for detaljer i brugerfladen.
Du kan læse meget mere om den nye udgave af Fennec (Alpha 2) på Mozillas officielle side med frigivelsesnoter. Her kan du også hente programmet, som i øjeblikket kun fungerer på Windows Mobile.