Fiaskomobilerne: Iridium

Det virkede som en god idé. Forskellige mobilstandarder verden over gør, at man aldrig kan vide, om mobilen fungerer i udlandet. Desuden er der aldrig dækning ude i vildmarken. Et verdensomspændende satellitbaseret mobilnet skulle løse disse problemer.

Motorola påtog sig opgaven og startede selskabet Iridium. Det var på IT-bølgens tid, hvor et projekt bare ikke kunne blive storslået nok. 66 satellitter og 6 milliarder dollar senere var systemet klar til at blive taget i drift efteråret 1998.

Det viste sig med det samme, hvorfor jordbundet mobiltelefoni var mere praktisk. Mobiltelefonerne var dyre, kluntede og enormt grimme. En telefonsamtale kostede 15-50 kroner i minuttet, og nettet havde godt nok dækning jorden rundt, men kun med fri adgang til himlen – så lidt som en teltdug kunne afbryde modtagelsen.

Mindre end et år senere gik Iridium konkurs, efter at man kun havde fået skrabet omkring titusinde kunder sammen. Man truede med at brænde alle satellitter op i atmosfæren, en frygtelig kapitalødelæggelse, men i sidste øjeblik blev nettet solgt for en slik.

I dag er Iridium et selskab, der har overskud og en trofast kundekreds blandt polarforskere og den slags godtfolk, men havde man været tvunget til at betale investeringsomkostningerne for nettet, ville det nok have taget yderligere 60 år, inden Iridium havde betalt det hele af.