Film og musik i Android Market
Android Market består allerede af en særdeles velfungerende app-afdeling og det er også muligt at købe e-bøger i butikken. Nu udvider Google med lejefilm og musik i skyen.
Videostream eller download
Priserne er meget aggressive og starter fra 1,99 dollars (ca. ti kroner). For dette beløb får man en 30 dages lejeperiode, hvori man kan begynde at se filmen, når man har lyst. Når man dog først er begyndt, har man 24 timer til at se den færdig (og eventuelt se den mange flere gange igen).
Med lanceringen følger også en video-applikation, der holder styr på både lokalt indhold og indhold i skyen, dvs. tilgængelige lejetitler. Programmet giver dig desuden også mulighed for at downloade videoen direkte til telefonen, så du eksempelvis kan se film i flyet.
Android Market har i øjeblikket 200.000 tilgængelige programmer, og der bliver hentet en milliard programmer og spil hver anden måned. Samlet set har brugerne hentet programmer og spil 4,5 milliarder gange.
Op til 20.000 sange i skyen
Den anden store lancering er det såkaldte "Music Beta by Google", der kort fortalt er en musiktjeneste, der giver dig mulighed for at gemme din musik hos Google og dermed kan spare plads på telefonen. I takt med at en hurtig netværksdækning bliver tilgængelig flere og flere steder, er der gradvist ikke længere behov for at gemme indhold lokalt.
Synkroniseringen foregår ved at installere et program på sin computer, hvor man ganske enkelt kan vælge et musikbibliotek (iTunes eller Windows Media Player) eller en mappe med musik, hvorefter dette bliver tilføjet til din Google-konto.
Med Music Beta by Google kan man gemme op til 20.000 sange hos Google, og musikken dukker op i dit musikbibliotek på telefonen, såfremt du har en aktiv dataforbindelse. Med funktionen "Instant Mix" kan man lave en hurtig afspilningsliste med musik i samme stil ud fra blot et enkelt nummer.
I øjeblikket fungerer funktionen udelukkende med enkelte brugere i USA. Google har nemlig lagt ud med en lukket beta, hvor det kræver en invitation at komme med i betatesten. Tjenesten er gratis – i hvert fald under betaen.