Find vej med mobilen

Navigation med mobiltelefoner via GPS har været muligt i et par år efterhånden, og i dag er oplevelsen næsten på højde med den, som rigtige bilnavigatorer giver. Vi har testet fem af markedets pt. bedste, Nokia 2110 Navigator, Nokia N82, Samsung i550 og i780 og HTC Touch Cruise.

Find vej med mobilen

Når man siger GPS, så tænker man først og fremmest på “de rigtige” GPS’er til biler. Vi har nok alle stået og savlet over en GPS-navigator fra TomTom, Navigon, Mio og hvad de nu ellers hedder. Og man kommer ikke uden om, at GPS-navigatorer af den type som regel er suveræne produkter. Lette at betjene, dejlige store skærme, hurtig opkobling til GPS-signalet, bare lige for at nævne de vigtige ting. Men det skal ikke tage brodden fra mobiltelefoner med indbygget GPS – de kan nemlig noget, som en almindelig GPS ikke kan – nemlig at være med over alt.

GPS i mobilen gør, at du altid har en vejviser ved hånden – både ude i byen og i vildmarken. Korttjenesterne har indtil videre mest været tilpasset bilister, men der begynder at ske ting og sager. Wayfinder har lanceret terrænkort til mobilen, og fodgængerfunktionerne får mere central plads i navigationsprogrammerne.

Der findes forskellige kortløsninger til de forskellige mobiltelefoner. For eksempel forsøger Nokia selv med deres kortsoftware Nokia Maps, hvor man downloader de kort, man ønsker, til telefonen. Mest normalt er det dog, at mobilproducenterne samarbejder med et GPS-firma. I denne test er mobiltelefonerne udstyret med kort fra TomTom, Navigon, Route 66 og Garmin. Brugeroplevelsen på mobilen er ofte på højde med den, man får i en rigtig GPS – tydelige og flotte kort, gode søgemuligheder på restauranter, tankstationer, hoteller og den slags. Eneste egentlige forskelle er, at skærmen på mobiltelefonen er noget mindre eller ikke har trykfølsom skærm – ofte er det også en kombination af de to ting.

Læs testen her!

Sådan testede vi

Form og taster

En typisk GPS-mobil har ofte et ret stort format, som ikke appellerer til specielt mange. Sådan har det i hvert fald været ind til nu, men stille og roligt kommer naturligvis også GPS-mobiler ned i en størrelse, hvor de fleste gider slæbe rundt på dem. Man skal dog nok ikke regne med at få den bedste navigation på en mobil med en skærm på under 2 tommer, og når skærmen kommer over to tommer, får man altså ikke verdens smalleste mobil. Tasterne skal også være til at ramme, når man er i bevægelse, så det spiller også ind på designet. Har GPS-mobilen trykfølsom skærm, kan det være en fordel.

Multimedie

Alle mobiler i testen er udrustede med både kamera og medieafspiller, men de fem mobiler fordeler sig bredt over karakterskalaen fra middelmådighed til toppræstationer. Standardafspilleren til musik og videoklip i Windows-mobiler er Windows Media Player. Den opfylder pligtskyldigt sin funktion, men man skal være i ret godt humør for at kalde den for ‘brugervenlig’. Derimod er den noget bedre i Symbian-mobiler.

Telefoni og styresystem

Når det drejer sig om en telefons brugervenlighed, så kan det koges ned til en enkelt ting, nemlig hvad den enkelte mobilejer er vant til at bruge. Har man kun haft Nokia-mobiler hele ens mobilliv, så vil det opleves som et mareridt at skifte til en Windows Mobile-mobil, og det gælder naturligvis også den anden vej rundt. Det smarte ved Windows Mobile er, at de enkelte producenter arbejder på at forædle det fundament, som det styresystem bygger på. Det er med til at højne brugeroplevelsen. De to Nokia-modeller og Samsung i550 i denne test bruger Symbian-platformen, og den er generelt en tand mere brugervenlig end Windows Mobile, som de andre telefoner i denne test bruger.

Navigation

Dette punkt er naturligvis alfa omega i denne test. For at fungere godt i bilen skal en navigator både kunne ses og høres tydeligt. Skærme med god læsbarhed og højttalere med stærk og fyldig lyd er afgørende for, om en GPS-mobil kan kalde sig for netop en GPS-mobil uden at skamme sig. Selv de mest simple bilnavigatorer opfylder som regel disse basale krav, så en GPS-mobil skal virkelig være unik for at kunne tage kampen op. Men man skal huske på de fordele, der er med GPS-mobiler, for eksempel at man altid har dem med sig.

Pris

GPS-mobiler er som regel meget avancerede telefoner, der kan stort set alt, undtagen at brygge kaffen og børste dine tænder. Derfor kan det hurtigt blive dyrt at anskaffe sig en god GPS-mobil, sammenlignet med en almindelig GPS, der i dag kan købes til under 1.000 kroner. Men der begynder at komme mere simple mobiltelefoner med indbygget GPS, som er forholdsvist billige, det ser vi allerede eksempler på i denne test.

Mere til stoffet

Her får du sagens videre forløb. Redaktionen gik et skridt videre. 30/11/1999 blev sagen bragt videre med en ny vinkel på Mobilsalg giver Telmore underskud på 31,7 millioner kroner – Forstættelsen i sagen kan læses her. De seneste nyheder om temaet kan du læse her.