Fingerfølsomme touch-skærme har stor fremtid
Touch-skærme er ingen ny ting på mobilmarkedet, og tilbage på de klassiske håndholdte computere var de en selvfølge. Dengang var stort set samtlige touch-skærme baseret på den såkaldte resistive teknologi, der kræver et lettere tryk på skærmen, før den reagerer.
Dette er ikke tilfældet med de såkaldte kapacitive touch-skærme, der kan registrere et tryk ved blot en let berøring. Den originale iPhone, der udkom i 2007, var en af de første mobiler med denne nye skærmtype, som dog også blev brugt på samme tid af blandt andet LG’s eksklusive Prada-mobil. Inden for ganske kort tid, vil denne type skærme overtage markedet.
I drastisk vækst
Mange især lidt billigere touch-mobiler gør stadig brug af resistive skærme, men allerede næste år vil 40-50 procent af touch-mobilerne være udstyret med kapacitive skærme, siger TJ Lin, der er formand for det taiwanske touch-panelfirma Young Fast Optoelectronics.
I øjeblikket står kapacitive touch-skærme kun for omkring 19 procent af firmaets omsætning, men det vil altså stige drastisk allerede i løbet af det næste år, forudser firmaet.
Ud over iPhone gør især mange af Android-mobilerne også brug af kapacitive touch-skærme.
Kilde: DigiTimes