Flash!

Lysdioder er halvledere, der giver lys fra sig. Som navnet antyder, er halvledere et materiale, der leder strøm halvgodt – det er hverken en leder eller en isolator. Ved at tilsætte forskellige ting, en proces, der kaldes doping, kan man øge halvlederens evne til at lede strøm og give den specielle egenskaber – for eksempel kun at lede strøm i en retning eller at virke som en forstærker. Lysdioder, præcis som ikke-lysende dioder, leder kun strøm i én retning og skal derfor kobles til batteriet på den rigtige måde for at fungere. Når strømmen flyder gennem halvlederen, som plejer at blive kaldt chip, hopper elektronerne mellem de forskellige energiniveauer og frigør fotoner – lys.

Lysdioden har fordelen, at den også kan bruges til fast lys, til at filme. Afhængig af, hvilke materialer, man vælger til halvledere og doping, får lyset forskellige frekvenser – forskellige farver. Før 90erne har lysdioder i forbrugsvarer altid røde, gule eller grønne. Teknikken til at fremstille blå lysdioder blev udviklet sent, og de første blå lysdioder var flere hundrede gange dyrere end tilsvarende røde, gule eller grønne lysdioder.

Da priserne faldt for alvor i slutningen af 90erne, blev det muligt at producere såkaldte RGB-lysdioder med en rød, grøn og blå chip i samme plasthylster. En sådan lysdiode kan lyse med alle farver inklusiv hvidt lys, når alle chips giver fuld lysstyrke.

Til at skabe et stærkt hvidt lys bruges dog ikke RGB-lysdioder, men en lysdiode, der egentlig giver et højfrekvent blåt lys. Til den blå lysdiode lægges et fosforlag, der forvandler en del af lyset til andre frekvenser, så øjet opfatter lyset som hvidt. Lysdioder er den mest almindelige fotobelysning i kameramobiler og findes i Nokia N95, Sony Ericsson P1i og mange andre modeller fra forskellige producenter.

Xenonblitzen dominerer helt blandt almindelige digitalkameraer – fra de mindste kompaktkameraer til store blitz til professionelt brug. Xenonblitzen har fået sit navn fra ædelgassen xenon, der udgør selve lyskilden i blitzen. Xenon er en del af luften, vi indånder og destilleres frem ved at køle luften ned, til gassen bliver flydende og kan forsegles i glasrør.

Udover glasrøret, et såkaldt gasudladningsrør, med xenongas består blitzen af kondensatorer og elektronik, der forvandler batteriet godt tre volt til højspænding med flere hundrede volt.

Forvandlingen fra lav- til højspænding giver blitzne den typiske højfrekvente lyd, der stiger i tone, når blitzen lader op. Kondensatorerne er elektroniske komponenter, der lagrer elektricitet – nogenlunde som et batteri – men mens batterier er bygget til at give strøm i lang tid, så kan kondensatorerne levere store mængder energi på kort tid.

Når blitzen skal bruges, ledes først en høj spænding ind, der får gassen til at ioniseres – den elektriske modstand falder, og gassen begynder at lede strøm. Derefter lades kondensatoren ud i gassen, og elektronerne i xenonatomerne hopper først til et højere energiniveau og afgiver så lys, når de falder tilbage mod udgangspositionen. Resultatet bliver en lysblitz, der varer i mindre end en tusindedel sekund.

Lyset fra xenonblitzen indeholder mange forskellige frekvenser, hvilket gør, at øjet opfatter lyset som hvidt. Det gør xenonrøret optimalt til netop fotoblitz, sammenlignet med for eksempel neonrør, der giver et rødt lys. Xenonblitz findes i kameramobiler som Sony Ericsson K810i, K850i og LG KU990 Viewty.

Mørk væg: xenon til venstre.Lyset rækker til, at billedet bliver skarpt, også i et mørkt rum. Blitzlyset når langt, men giver reflekser i tapetet.

Lysdiode til højre. Når ikke hen til vasen, en afstand på cirka 1,5 meter. Resultatet bliver et mørkt billede med støj.

Lys væg: xenon til venstre.Lyser godt op, men giver ganske kolde farver og hårde skygger. Lukkertiden bliver 1/250 sekund.

Lysdiode til højre.Billedet fra kameraet med lysdiodebelysning er lidt undereksponeret, men det svagere lys gør, at lukkertiden bliver lang.