Flash kommer også til iPhone
Adobes chef Shantanu Narayen kunne i går bekræfte, at Adobe er i gang med at udvikle en flashklient til Apples iPhone. Dermed får Steve Jobs, der fornylig sagde, at han mente Flash ikke var godt nok til iPhone, svar på tiltale.
Adobe har nemlig fået adgang til Apples iPhone Software Development Kit og så snart flashklienten er færdigudviklet, vil den blive sat til salg via Apples iPhone-butik, App Store, der åbner til sommer.
Apples licensbetingelser begrænser på flere punkter Adobe og andre udviklere, der kan løbe ind i problemer med softwareudvikling af nogle programmer.
Apple skriver:
– Et program må ikke installere eller starte eksekverbar kode på nogen måde, inklusive og uden begrænsninger, eksekerbar kode via plugins, andre frameworks, andre API’er osv.
Adobe ser dog ikke nogen hindringer i at udvikle en Flashklient alligevel uden at omgåes Apples licensbetingelser.
– Vi mener Flash er synonymt med internetoplevelsen og er dedikerede til at bringe Flash til iPhone. Vi har evalueret iPhone SDK og mener vi kan lave en iPhone Flash player selv, sagde Narayen, ifølge Eletronista.
Også Microsoft licenserede mandag Flash Lite til Windows Mobile og det til trods for at Microsoft har sin egen Flash-konkurrent i SilverLight.
Det bliver dog stadig sin sag at overbevise Jobs om det fornuftige i Flash på iPhone.
– Rigtig flash kører for langsomt til at være til nytte på iPhone. Der mangler et produkt i midten og det eksisterer ikke, sagde Jobs fornylig på aktionærmødet i Apples hovedkvarter i Cupertino.