Flere detaljer om Lumia 900
Hjemmesiden Pocket Now har fået fat i nye oplysninger om den kommende Nokia Lumia 900, og kan nu bekræfte at modellen skal markedsføres som Nokias flagskibsmodel med Windows Phone.
Tidligere har man troet, at Lumia 900 måske ville blive blandt de første modeller med Tango-udgaven af Windows Phone, men ifølge Pocket Now står det nu klart, at modellen lanceres med Mango. Der er dog høj sandsynlighed for at modellen vil blive opdateret til Tango og formentlig Apollo, når det kommer i slutningen af året.
Specifikationerne minder meget om dem fra øvrige Windows-mobiler. Skærmen bliver 4,3 tommer stor med en opløsning på 480 x 800 pixels. Der er 512 MB RAM og 8-megapixel kamera. Processoren bliver fra Qualcomm med en enkelt kerne på 1,4 GHz. Batteriet bliver usædvanligt stort med en kapacitet på hele 1830 mAh.
Windows Phone er kendt som et af de absolut bedste styresystemer til at holde på strømmen, og meget kunne altså tyde på at Lumia 900 vil kunne holde sig i live længere end de fleste smartphones på markedet.
Vægten på Lumia 900 forventes at ende på 160 gram, og altså 18 gram mere end den nuværende topmodel Lumia 800. Lumia 800 har en holdbar unibody-konstruktion, og det kunne altså godt tyde på at Lumia 900 vil have en lignende konstruktion.
Det rygtes at Nokia vil præsentere modellen på CES-messen i Las Vegas om en uges tid. Her er desuden mulighed for at se en billigere model under navnet Lumia 719.