Flere detaljer om Sony Ericssons Android-mobil lækket

En online-butik har nu lækket flere detaljer om Sony Ericssons første Android-mobil, og afslører blandt andet detaljer om dens store skærm.

Flere detaljer om Sony Ericssons Android-mobil lækket

For et par uger siden bragte vi her på Mobil de første eksklusive billeder af Sony Ericssons første Android-mobil, der indtil nu er gået under kodenavnet Rachael. Siden da er også en video, der viser dens brugerflade, blevet lækket. Og nu er endnu flere detaljer om modellen dukket op på nettet.

Sony Ericsson XPERIA X3

Det er den store netbutik eXpansys, der har oprettet en side med Sony Ericssons Android-mobil. Af siden fremgår det, at modellen formentlig vil få navnet Sony Ericssons XPERIA X3, når den engang rammer butikkerne.

Fire tommer stor touch-skærm

Desuden er det også oplyst på siden, at modellen vil have en fire tommer stor touch-skærm med en opløsning på 400 x 800 pixel. Dette er en lidt speciel opløsning, der heller ikke stemmer helt overens med skærmens størrelsesforhold på det tilhørende billede. Der kan derfor muligvis være tale om en trykfejl, og opløsningen er derfor meget sandsynligt de 480 x 852 pixel, som tidligere er rygtedes. Under alle omstændigheder er en så høj opløsning ikke understøttet i den nuværende version 1.5 af Android, så modellen vil efter alt at dømme bruge Android 2.0, der også går under navet Donut.

Op til 10 megabit per sekund

Endelig oplyser netbutikken, at modellen får turbo-3G med understøttelse af en hastighed på op til 10 megabit per sekund, mens kameraet skulle være på 8 megapixel og desuden være i stand til at optage video i opløsningen 640 x 480 pixel med 30 billeder i sekundet. Bluetooth, WiFi, A-GPS og et standard jack-stik på 3,5 millimeter er naturligvis også at finde i modellen.

Der er endnu ikke oplyst hverken pris eller lanceringsdato for modellen.

Kilde: eXpansys