Flere modeller fra Ericsson

Selv om Ericsson T68 er den sidste annoncerede telefon fra Ericsson, kan den danske afdeling af Ericsson ikke afvise, at der er flere telefoner på vej.

Flere modeller fra Ericsson

Ericsson og Sony starter deres joint venture samarbejde 1. oktober. Dermed er det slut med at udvikle telefoner hos Ericsson. Men i følge de kilder, som Mobil har talt med, er det på ingen måde slut med Ericsson-telefoner.

Ericsson T68m, der er en telefon, der designmæssigt ligger tæt op af Nokia, men som har farveskærm, GPRS, Bluetooth og meget andet kommer sidst på året – i 4. kvartal. Oplysninger til Mobil tyder på, at telefonen kommer sidst i november.

– Vi kommenterer aldrig ikke lancerede modeller, lyder det fra Ericsson Danmark. T68m kommer i fjerde kvartal, så meget er sikkert.

På Mobil, har vi tidligere været fremme med oplysninger om en efterfølger til R380. Telefonen eksisterer med 99 % sikkerhed, og alt tyder på at telefonen kommer til at hedde R580. Derudover er der tilsyneladende en vandtæt efterfølger til R310 på vej. Hvad den kommer til at hedde er endnu uvist. I USA lanceres om kort tid en vandtæt TDMA-version som hedder T60. Et godt dansk rygte vil vide, at den kommer til at hedde T65.

De første telefoner fra Sony Ericsson samarbejdet kommer efter al sandsynlighed på markedet i 2. havlår af 2002.