Flere nye Sony Ericsson-modeller ser dagens lys
Sitet SE4m.com ser ud til at have travlt med at fotografere nye modeller fra Sony Ericsson, der endnu ikke er offentliggjort. Vi har allerede set billeder af to nye modeller i denne uge, og nu følger så billeder af to modeller til.
Den første model er en Walkman-model i skydedesign. Dens kodenavn er Linda, mens den i butikkerne skulle få navnet W595i. På designet ses tydeligt, at det bliver en afløser for den populære W580i. Blandt andet skulle skærmen være blevet lidt større og nu være på cirka 2,2 tommer, mens kameraet også er blevet opgraderet til 3,2 megapixel. Desuden skulle modellen også have både FM-radio og accelerometer, mens Google Maps også skulle være installeret.
Den anden model har vi allerede set lidt til før, og den går under kodenavnet Remi. Det vides dog endnu ikke, hvilket navn den vil få i butikkerne. Den skulle have turbo-3G og et kamera på 3,2 megapixel, der dog ikke har autofokus.
Det vides ikke hvad disse nye modeller kommer til at koste, eller hvornår de rammer butikkerne, men du kan se flere billeder af dem ved at følge linket herunder.
(Kilde: GSMArena)