Flere smartphones i danske familier

Danmarks Statistik har kortlagt danskernes elektronikbeholdning, og antallet af smartphones indtager en større og større del af hjemmene.

Flere smartphones i danske familier

Vi kunne tidligere på morgenen fortælle, at der på verdensplan er produceret 100 millioner smartphones alene i første kvartal i år. Det er ret mange, men kigger man på statistikken over, hvilken elektronik der findes i de danske hjem, så er der stadig plads til mange flere enheder.

For første gang har Danmarks Statistik i deres undersøgelse af hvilken elektronik, der er i de danske familier, spurgt til, om der også findes smartphones på matriklerne.

Mens der efterhånden er mobiltelefoner i samtlige husstande – 97 procent svarer, at de i 2011 har en mobiletelefon – så svarer kun omkring en tredjedel, at der er en smartphone på adressen. Et tal der kan være svært at bruge til ret meget, når ikke Danmarks Statistik tidligere har spurgt til disse enheder, men også et tal, som trods alt er ret højt, når man tænker på, at det er første gang, der spørges.

Undersøgelsen viser således, at der er smartphones i flere hjem, end der er BluRay-afspillere og digitale videoafspillere.

Mens der altså er mobiltelefoner i 97 procent af hjemmene og omkring en tredjedel har smartphones, så går det stødt og roligt tilbage for antallet af fastnetabonnementer.

I 2011 har 58 procent af de danske hjem et fastnet-abonnement, mod hele 76 procent tilbage i 2008. Sidste år var antallet af danske hjem med fastnet 1.593.000 mod 1.413.000 familier i år.

Danmarks Statistik via mediegal-blogger.dk