Flyrejsende siger nej til mobilsnak

De fleste flyrejsende mener, at mobiltelefon-samtaler ombord på fly fortsat skal være forbudt.

Flyrejsende siger nej til mobilsnak

Der er efterhånden ikke længere nogen teknisk grund til at forbyde anvendelsen af mobiltelefoner ombord på fly. Flere flyselskaber eksperimenterer med løsninger, hvor en antennestation i flyet opfanger mobilsignaler og sender dem videre per satellit. Men der er måske en helt anden grund til, hvorfor det fortsat skal være forbudt at snakke løs i mobiltelefonen under flyvningen.

I en stor undersøgelse med 10.000 adspurgte flyrejsende, som har svaret på spørgsmål om – bogstavelig talt – alt mellem himmel og jord, svarer 77 procent, at mobiltelefoni under flyrejsen fortsat skal være forbudt. Blandt de adspurgte fra Taiwan, Hong Kong og Thailand er det endda hele 90 procent, der ønsker mobilen bandlyst over skyerne.

Men også i Storbritannien, Frankrig og Tyskland ønskede et flertal, at mobiltelefon-forbuddet skal bestå. De mest positive overfor mobilsnak i flyet var rejsende fra Egypten og De Forenede Arabiske Emirater.

Det er analysefirmaet Synovate, der har gennemført undersøgelsen, som også byder på en lang række andre interessante tal. Eksempelvis svarer 57 procent af de adspurgte, at de ikke har noget imod en snak med deres medrejsende – folk fra Malaysia og Filippinerne er tilsyneladende de mest snakkesalige.

Næsten halvdelen af kvinderne vil dog helst sidde ved siden af en person af deres eget køn, mens det kun er en fjerdedel af mændene, der har samme behov.

Rejsende fra Hong Kong ligger i toppen når det gælder laptop-arbejde i flyet – hele 11 procent svarer, at muligheden for at arbejde med deres computer er det bedste ved flyrejsen.

Kun sølle 3 procent svarede, at det bedste ved at flyve er ‘det attraktive flypersonale’. Men i et efterfølgende fokusgruppe-interview indrømmede en stor del dog, at det faktisk er en ganske vigtig del af rejseoplevelsen.