Folio 100 og Streak snart i butikkerne
Folio 100 er Toshibas debut på markedet for tabletcomputere med Googles Android-system. Noget, der adskiller den fra lignende produkter er, at Toshiba har udrustet den med en Tegra 2-processor fra Nvidia. Folio har en betydeligt større skærm end Streak på 10,1 tommer, og det gør naturligvis at selve enheden bliver større. Den måler 281 x 181 x 14 millimeter og vejer 760 gram. Altså har vi at gøre med et produkt i nogenlunde samme størrelse som iPad.
Toshiba anvender version 2.2 af Android, altså en betydeligt nyere version end 1.6, som findes i den nuværende Dell Streak. Dell har dog lovet at opgradere til en nyere version af Android inden længe.
Både Dell og Toshiba anvender deres egen brugergrænseflade i modellerne. De har desuden valgt at få alle Googles programmer med, hvilket indebærer at man bl.a. kan hente programmer gennem Android Market.
Folio kommer i handlen fra midten af oktober, og kommer til at findes hos en række forhandlere, hvor prisen ender på lige over 3.000 kroner. Dell Streak kommer også på det europæiske marked inden længe, og kan bl.a. anskaffes gennem The Phone House i Sverige, som skal sælge den fra midten af oktober til en pris på omkring 4.000 kroner.