FONA skal sælge iPhones
FONA og Telia indgår nu et nyt samarbejde, der betyder, at FONA blandt andet skal sælge Apples populære iPhones og mobilt bredbånd.
FONA, der i forvejen er en af de større danske Apple-forhandlere, glæder sig over det nye samarbejde, der giver iPhone en fin eksponering i FONAs i alt 64 butikker. Ifølge FONA og Telia vil iPhone nemlig få en central rolle i alle FONAs butikker:
-Vi oplever Telia som en spændende og attraktiv operatør, der tilbyder en lang række produkter, som passer perfekt til FONA – gode og attraktive mærkevarer til fornuftige priser. Vi ved også, at vores kunder er meget interesserede i den nyeste mobiltelefoni og mobilt bredbånd, og det er selvfølgelig helt naturligt, at vi som Apple-forhandler også sælger iPhones, fortæller Kim Lauritsen, salgsdirektør i FONA.
Fra den 27. marts er det muligt at købe iPhone og en række andre af Telias produkter i FONA.