Forbrugerne må til lommerne
Efter i årevis at have pumpet milliarder af kroner ud i tilskud til mobiltelefoner, så siger mobilselskaberne nu stop.
Først meldte Orange ud, at de ikke længere hænger 100-kronesedler i halen af nye mobiltelefoner. Og senest har TDC meldt sig på banen.
Umiddelbart kan man også godt forstå mobilselskaberne. En benhård kamp om kunderne har fået dem til at sælge mobiltelefoner til underskudspriser. Og høje telefontakster har skulle hente udgiften hjem igen. Så hvad der
umiddelbart lignede en fordel for forbrugerne, er der blevet betalt godt af på i årenes løb.
I andre europæiske lande har kunderne gennem flere år været vant til, at en ny mobiltelefon koster penge. Mange penge. Derimod har danske teleskaber brugt næsten fire milliarder kroner på tilskud og gjort mobileventyret nærmest gratis, viser en ny analyse fra konsulentfirmaet Strand Consult.
Uden tilskud forventes det, at mobiltelefoner vil stige med op til en plovmand i pris. Men stigningen kan blive kortvarig. For hvis ikke alle
mobilselskaberne er enige om at fjerne tilskuddene, så vil der ikke gå lang tid, før også de store selskaber er tilbage med tilskud. Blandt andet har Orange på forhånd sagt, at hvis de dyrere telefoner koster selskabet mange
kunder, så vil man vende tilbage til den gamle model.
Om ikke andet så er der billige telefoner i farvandet, når det nye UMTS-system skal sælges til danskerne. Det forventes nemlig, at
mobilselskaberne er tvunget til at lange de dyre UMTS-telefoner billigt over skranken for overhovedet at få nogle med på højhastighedsvognen.