Forbrugerombudsmand vil undersøge 3’s markedsføring
Forbrugerombudsmanden har sat sig for at kigge nærmere på reklamerne for 3s mobile bredbånd. Det skriver Ingeniøren.
Ifølge avisen har Forbrugerombudsmanden en formodning om, at markedsføringen er i strid med markedsføringsloven og måske retningslinjerne for god markedsføringsskik:
-Vi er opmærksomme på 3’s markedsføring på det her punkt. Jeg kan endnu ikke udtale mig om, hvorvidt, det er ulovligt eller ej, men det er en sag, vi har taget op, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe til Ingeniøren.
Undersøgelsen skyldes, at mange kunder ikke kommer i nærheden af de 7,2 mbit/s, som 3 reklamerer for.
Men debatten om, at 3 ikke lever op til sine reklamer, er forfejlet, siger 3. For når der står 7,2 Mbit/s på hjemmesiden, er der ifølge 3’s kommunikationschef Stine Green Paulsen tale om en teoretisk hastighed. 7,2 Mbit/s skal derfor ikke betragtes som en realistisk opnåelig hastighed men som betegnelsen for en standard.
Den definition vil ombudsmanden kigge nærmere på:
-Må man skrive en standard, og så lade det fremstå som en opnåelig hastighed, eller skal man angive noget, som er lavere, og som er mere realistisk? Det er sådan set det, der er hovedproblemstillingen, siger han til Ingeniøren.
Forbrugerombudsmanden vil ikke gå yderligere i detaljer med den verserende sag. Han forklarer dog, at også andre firmaer, der tilbyder mobilt bredbånd, vil blive kigget efter i sømmene i de næste par måneder.
Nyhedsmagasinet Ingeniøren er via en stikprøveundersøgelse kommet frem til, at den gennemsnitlige downloadhastighed på 3s net i København er omkring 2,2 Mbit/s. Hvilket er langt fra de markedsførte 7,2 Mbit/s.