Forbrugerstyrelsen: iPhone er den bedste
I en netop offentliggjort test kårer Forbrugerstyrelsen Apples mobil til den bedste smartphone overhovedet, foran fire modeller fra Nokia. I alt 17 forskellige smartphones har deltaget i testen. iPhone vinder på trods af, at den hverken er prissat eller sågar til salg herhjemme; i hvert fald officielt.
– Meget nemt at opsætte WiFi. God browser. Reagerer hurtigt. Radikal ny brugergrænseflade, der fungerer rigtig godt, skriver Forbrugerstyrelsen i sin bedømmelse af iPhone. På den negative side skriver de, at den mangler push-email og at den ikke egner sig til indtastning af store mængder data.
Både e-mail og browser får topkarakter i form af fem stjerner i testen. Til gengæld får kamera-kvaliteten, batterilevetiden og kontorfunktionerne lunkne karakterer.
Nokia besætter pladserne to til fem, mens Blackberry 8800 smyger sig ind på sjettepladsen. HP og HTC ligger på de næste pladser, mens Sony Ericsson må finde sig i en ydmygende 16. plads med sin P1 smartphone.
Kilde: Forbrugerstyrelsen