Første billeder af lynhurtig Symbian-mobil
Nokia 700 – også kendt som Zeta – lader til at blive en af de hurtigste Symbian-mobiler på markedet. Processoren skal ende på 1 GHz, hvilket er markant hurtigere end den nuværende topmodel N8, der har en hastighed på blot 680 MHz.
Skærmen er en 3,2-tommer AMOLED-skærm i nHD-opløsning (640 x 360 pixels). Den lille skærmstørrelse skyldes at telefonen i sig selv er ganske lille. Den vejer lidt over 80 gram og måler 110 x 51 x 10 millimeter. Alligevel lader det dog til at pladsen godt kunne udnyttes en anelse bedre.
Kameraet er på 5 megapixels, og har fotolys indbygget. Desuden har telefonen NFC indbygget, så man potentielt vil kunne bruge telefonen til betaling af f.eks. busbilletter eller fødevareindkøb.
Telefonen er baseret på Symbian Anna, og det bliver spændende at se hvordan det fungerer med en processor i denne klasse. Zeta kommer formentlig til at hedde Nokia N7, når den bliver officielt præsenteret.
Kilde: GSMArena