Første billeder af ny Adidas-mobil
Adidas ser ikke ud til at ville stå tilbage for hverken B&O eller Armani, så de har også indgået et samarbejde med Samsung. Og det samarbejde ser nu ud til at bære frugt. I hvert fald er de nu på vej med en ny mobil med særligt fokus på sportsfolk.
De første rigtige billeder af den nye model er dukket op på hjemmesiden GSMHelpdesk.nl, der også har yderligere information om modellen. Blandt andet skulle den have det officielle navn Samsung F110, men bliver nok mest kendt som Adidas-mobilen. Den vil have et Adidas-logo på fronten, ligesom der vil være genvejstaster til både den indbyggede musikafspiller og til de indbyggede sportsfunktioner.
Som noget specielt skulle modellen både have indbygget skridttæller og pulsmåler.
Modellen er desuden en skydemobil med en 2 tommer stor skærm med en opløsning på 240 x 320 pixel. På bagsiden findes desuden et kamera på to megapixel.
Den nye Adidas-mobil skulle blive officielt præsenteret af Samsung i november. Prisen på modellen kendes endnu ikke.