Første billeder af TAG Heuers nye mobil
Flere og flere designerbrands gør deres entré på mobilmarkedet i disse dage, og nu er turen så kommet til det kendte schweiziske urfirma TAG Heuer. I modsætning til langt de fleste andre gør TAG Heuer det dog tilsyneladende ikke i samarbejde med en etableret mobilproducent. Deres mobil ser nemlig ud til kun at bære deres eget navn.
TAG Heuers nye mobil skulle få navnet Meridiist, og rent teknisk er den ikke noget at råbe hurra for. Den har en skærm på 1,9 tommer med en opløsning på 240 x 320 pixel, der dog er af den nye strømbesparende OLED-type. Den har desuden Bluetooth og en standbytid på 28 døgn. Kameraet skulle være på 2 megapixel.
Hvis man ikke går så højt op i de tekniske specifikationer, men mere i design og materialer, er der dog noget at glæde dig til. Modellens cover skulle nemlig været lavet i metal og læder, og skærmens glas skulle være lavet af safirkrystal. Desuden skiller designet sig en del ud fra de fleste andre mobiler.
TAG Heuer Meridiist skulle komme i handlen senere i år. Den bliver dog ikke helt billig. Prisen skulle nemlig komme til at ligge mellem 25.000 og 30.000 kroner.