Første indtryk af LG’s nye smartphone

LG tager et stort skridt frem, når de lancerer deres nye smartphone på det nordiske marked og dermed også i Danmark. Googles tjenester har fået deres egne ikoner, og sammen med andre funktioner bliver internetoplevelsen rigtig god.

Første indtryk af LG’s nye smartphone

Med styresystemet Symbian Series 60 tager LG et stort skridt frem med deres nye KS10. Den har dermed samme styresystem som for eksempel Nokia N95, og KS10 har også turbo-3G. Nokia gjorde meget ud af at udbasunere N95’s fortræffeligheder, og det kan undre, at LG lancerer en så kompetent telefon uden at puste sig mere op

For der er nemlig tale om en rigtig kompetent mobil med mange gode funktioner. Webbrowseren viser både rigtige og mobiltilpassede sider super godt, og funktioner som e-mail, profiler og indstillinger er logiske og lette at bruge.

Sony Ericsson og Nokia har været gode til at udnytte telefonernes internetopkobling til blogs og andre tjenester, og med KS10 følger LG godt med. Her er for eksempel et Google-ikon, som fører en til Gmail, Youtube, Google Maps og Googles mobile søgemaskine. Der er ikke tale om noget avanceret eller fantastisk, men bare genveje til java-progammer eller mobile websider, som man kan downloade til hvilken som helst mobil, men det gør det unægtelig noget lettere, når genvejene følger med fra start.

KS10 minder formmæssigt om en blanding mellem en trådløs telefon til det faste net og LG’s egne designmobiler. Tasterne er store og føles robuste. Vi bringer en komplet test af telefonen i Mobil 8, som kommer på gaden til september.