Første indtryk: Derfor kan Nokia N9 udfordre Android og iPhone
Nokia N9 med Meego bliver formentlig den flotteste smartphone på markedet, når den rammer butikkerne i løbet af efteråret. Den er lavet ud i et stykke polycarbonat, super fleksibelt og hårdfør materiale, hvor eventuelle ridser vil kunne gnides væk. Materialet er dog temmelig glat og der er ikke rigtig noget på telefonen, der forhindrer den i at glide. Den kommer i tre farver: turkis og pink, begge med meget festlig pangfarve og så sort.
Skærmen buer let og giver en rigtig fin swipe-fornemmelse i brug. Skærmen er 3,9 tommer stor af typen AMOLED og virker til at give fin respons i brug. Designmæssigt er 3,9 tommer skærm og 12,1 millimeter en god kombination. Den føles ikke for stor, som for eksempel HTC Sensation kan gøre med 4,3 tommer og tykkelsesmæssigt passer den fint i lommen.
Se masser af billede af Nokia N9 i aktion øverst i artiklen.
N9 er den Nokia-mobil med styresystemet MeeGo. Ikonerne er tro kopier af ikonerne til Symbian Anna, men brugerfladen er bygget anderledes op, også anderledes end til Android og iPhone. Den har ingen widgets, som vi kender fra Android, men derimod minder den lidt mere om brugerfladen i Windows Phone 7, hvor man swiper rundt i menusystemet.
3: Nokia N9 har bedste antenne nogensinde
Indholdet på de tre startskærme er notifikationer fra programmer og sociale tjenester, ikoner til de tilknyttede applikationer og en overbliksside over de programmer, som for øjeblikket kører. Overblikssiden kan rigtig hurtig adgang til de funktioner, man bruger mest i hverdagen, så man kun er få bevægelser fra den indhold, man er ude efter på mobilen.
En fiks detalje er, at hvis man for eksempel har kameraet aktiveret, så kan man "trække" kameraet væk, så man i stedet får en af hovedskærmene frem eller en af de andre funktioner, man har åbnet. Det gør den lidt anderledes i brug end markedets andre Android, Symbian- og WP7-mobiler og selvfølgelig også iPhone.
Man skal nok lige bruge et par dage på rigtig at vænne sig til det – men det ser ud til at virke som en rigtig fin måde at navigere på.
Ovi Maps, som fremover kommer til at hedder Nokia Maps, følger gratis med til N9 og vores korte første kig på N9 viser, at den helt sikkert bliver en fortrinlig GPS-mobil.
Kameraet er med 8 megapixel og ifølge Nokia skulle kamerateknikken give billeder og video helt på det niveau, som Nokia N8 giver. Der er dog ikke rigtig blitz i N9, "kun" dual led-lampe. De giver ikke helt så kraftigt og godt lys som rigtig blitz, til gengæld er de langt mere nyttige til videooptagelse i mørke.
Kameraet er lynhurtigt – det tager nærmest billedet i samme øjeblik, som man trykker på fotoknappen. Billederne ser fine ud på mobilen, men sådan er det nærmest på alle mobiler i dag. Vi havde desværre ikke mulighed for at tjekke billederne på stor skærm, men kan kameraet matche kameraet i N8, som Nokia lover, ja så er der meget at glæde sig til på den front. Billeder kan let deles på nettet – lige så hurtigt og let som med Android og iPhone.
Der er også en app store på N9. Alle de apps, der findes til Symbian og Maemo skulle lette kunne porteres til Meego og N9, så app-mæssigt skulle der komme mange apps. Spørgsmålet er så, om de rigtig fede apps, som for eksempel bank-apps, vil finde vej til N9. Det kommer næppe til at ske forløbig.
Når N9 rammer markedet til efteråret, sender Nokia også en NFC-højttaler ud på markedet. Og da N9 også har NFC, så kan man bare ved at lade de to produkter røre hinanden kort koble dem sammen og så afspille musik trådløst på højttaleren fra mobilen. Det fik jeg demonstreret og det virkede fuldstændig gnidningsfrit.
Nokia N9 har været længe undervejs og ser helt anderledes ud end forventet. Mange havde ventet en mere business-agtig mobil med fuldt qwerty-tastatur, i stedet får vi en mobil til den brede brugeskare. Nogle medier kalder den for en niche-mobil a la N900, som har en lille, men meget trofast brugerskare. Jeg synes, det er helt forkert at sammenligne N9 med N900. N9 er den mest cool designede smartphone lige med det, der ligner en perfekt størrelse til smartphones med store touch-skærme. Brugerfladen er frisk og brugervenlig – helt i tidens ånd.
Jeg har ikke prøvet N9 længe nok til at vurdere, om den fungerer lige så godt i daglig brug som Android-mobiler og iPhone, men ud fra det, jeg har prøvet med N9, så tyder alt på, at den er på niveua med de to dominerende styresystemer. Der, hvor N9 kommer til kort, ligesom tilfældet er med Symbian, er app-udvalget. Udviklere satser massivt på iPhone og Android og kommer formentlig også til at gøre det på Windows Phone. Det er svært at se, at app-udviklere pludselig skulle få lyst til at kaste sig frådende over Meego lige nu.
Apps fylder med rette med, når vi skal vælge mobil i dag, for ikke alene giver de vores smartphone langt mere brugsværdi, de giver også vores smartphone et langt liv. At N9 så kommer med for eksempel op til 64 GB, betyder ikke så meget, slet ikke i disse Cloud-tider, hvor vi i stigende grad streamer blandt andet musik.
Men uanset hvad, så er N9 med Meego det mest spændende der er sket på mobilscenen i lang tid og vi glæder os forfærdelig meget til at se den endelige udgave.
N9 skulle komme til Danmark en gang i det tidlige efterår og prisen kommer til at ligge i omegnen af 5.000 kroner for 64 GB udgaven. Senere bliver det muligt at købe en mindre og billigere 16 GB-udgave.